2-2 for femte gang i træk
Lørdag eftermiddag var der atter indbudt til fest og bold på Linak Arena i Guderup hvor hjemmeholdet Egen UI tog imod VBI´erne. Kampen var hos Nordic Bet udvalgt til ugens Seriekamp og oddsætteren hos Nordic Bet skulle måske nok lige have tjekket de seneste indbyrdes opgør mellem de to hold på Linak Arena. For havde man gjort dette ville man kunne se at de seneste 4 opgør på Egen UI´s bane inden lørdagens kamp alle var endt 2-2. Lad det være sagt med det samme; Kampen endte naturligvis 2-2 og dermed for femte gang i træk på Linak Arena. Ganske pudsigt - ikke så meget at kampene på Linak Arena er endt uden vinder, for Egen UI og VBI´erne står bare godt til hinanden, men at det "altid" ender 2-2 er da lidt spøjst!!
Begge mandskaber mødte op til lørdagens opgør med friske sejre og således var der lagt op til en kamp hvor begge hold ville gå 100% efter sejren. VBI´erne er efterhånden godt bekendt med opgørene i Guderup og derfor var der lagt en gameplan som havde fokus på at stå godt på banen, komme fint igennem de første 15-20 minutter og ikke mindst spille med tålmodighed og vente på chancerne opstod. VBI´erne løste opgaven ganske flot og var rigtig fint med i kampen hele vejen igennem, hvor Egen UI havde bolden mest, alt imens VBI´erne lurede på fejl i hjemmeholdets opspil hvorfra omstillingerne skulle fuldføres. Efter en god halv time lykkedes det netop at udnytte en fejl hos Egen, da Jesper "Høwe" Rasmussen inde i Egens målfelt snuppede bolden fra Egen forsvaret og koldt scorede til 0-1. Desværre holdt føringen kun i små ti minutter hvor Egen får udlignet på en flot afslutning fra kanten af feltet. Et lidt ærgerligt mål, hvor Jonas Andersen faktisk havde vundet duellen om bolden, men efterfølgende gled på den våde bane og dermed "tabte" bolden til Egen spilleren der kunne afslutte frit og flot! Målet gav hjemmeholdet yderligere momentum og blot et par minutter før pausen får Egen tilkendt et noget tyndt straffespark af kampens ellers rigtig gode dommer.Så for fjerde gang i dette forår skulle VBI keeper Thomas Hoffmann i duel fra fra 11-meter pletten, og dette er jo en disciplin som Hoffi mestrer fuldt ud. Kun Robin Kragelund har i dette forår scoret fra 11-meter på Hoffi, og det er han stadig..... VBI keeperen viste atter sin styrke og nappede sikkert straffesparket. Dermed er der blevet til 3 redninger på 4 straffe i dette forår og den samlede statistik hedder nu 9 redninger på 12 straffespark i Serie 1 tiden - ganske imponerende!!
Således var stillingen 1-1 ved pausen, og det var tydeligt at begge mandskaber fuldt ud troede på muligheden for at hente tre point. I de sidste 45 minutter bølgede spillet frem og tilbage og midtvejs i 2. halvleg lykkedes det for hjemmeholdet at udnytte et passivt VBI forsvar og score til 2-1. Herefter satte VBI´erne alt ind på en udligning og ganske fortjent kunne netop indskiftede Kasper Fischer på sin første boldberøring udligne til 2-2. Denne stilling holdt således kampen ud, men Egen kan takke deres forsvarsspiller for at dette var slutstillingen for havde han ikke haft held med at kaste sig heroisk ind i en afslutning fra Nermin Busuladzic, så havde VBI drengene taget alle tre point med hjem i bussen.
Alt i alt et godkendt resultat mellem to stærke mandskaber, og efter kampen udtalte Egen UI Sportschef, Tommy Prokopek, at han mente at lørdagens to mandskaber havde leveret en kamp på højere niveau end S1. Fra Vojens lejren skal der lyde en tak til Egen for flot værtsskab og for fine forhold.
Med det ene point holde VBI´erne fast i 1. pladsen og kan se frem til et meget spændende opgør imod Kolding IF næste lørdag. Divisionsreserverne ligger med 14 point og skal bruge en sejr for at holde fast i muligheden for oprykning til Jyllandsserien.
Mere om næste lørdags udekamp følger sidt på ugen.
Match Facts:
Egen UI - VBI 2-2 (1-1)
Målscorer VBI:
Jesper Rasmussen 1-0
Kasper Fischer 2-2
Advarsler:
Jesper Bonde
Jacob Kyrstein
Tilskuere:
217