EFTER SEJREN OVER VEJEN VENTER TEST 3.
Lørdagens testkamp imod Vejen SF´s JS-mandskab endte med en 1-0 sejr til VBI´erne. Dette efter en kamp hvor Vejen startede bedst, men hvor hjemmeholdet stille og roligt overtog initiativet. Vejen SF stod som altid lidt dybt i banen og ventede smart på at sætte et pres ind. Så snart bagkæden hos VBI´erne spillede for langsomt, så bed Vejen angriberne straks fra sig og tvang de bagerste folk til lange og upræcise spark frem ad banen. Organisationen var stærk hos Vejen mandskabet, og det er absolut en vanskelig modstander at spille imod.
VBI´erne lykkedes dog mere og mere med positionsspillet og bidrog med de løb der skal til for at åbne en stærk organisation. Stille og roligt overtog de hvide spillet og på en sublim pasning fra Jesper Rasmussen kunne Kaptajn Outzen i bedste Marc Dal Hende-stil heade VBI i front. Denne scoring skulle vise sig at blive den eneste denne lørdag, og begge mandskaber kunne se tilbage på en god testkamp.
Der var generel en god indsats hos hjemmeholdet og de nye folk efterlod et fint indtryk.
Tirsdag aften gælder det så test nummer tre, når de grønne Linak-drenge fra Egen UI kigger forbi Vojens Fritidscenter. En modstander som er yderst velkendt og som altid kommer med teknisk stærkt spil, tempo og løbevillighed. En sympatisk modstander som altid er garant for en god indsats og når VBI er modstanderen, så er det som regel en god cocktail. De to mandskaber plejer nemlig at give hinanden en god omgang fodbold, så mon ikke dette også er tilfældet tirsdag aften kl. 19.00 på Atletik Stadion.
I kampen vil Jonas Hansen få debut i den hvide VBI-trøje og således mangler, af de nye spillere, kun Jakob Petersen at komme i kamp. Genoptræningen af armen går efter planen og vi glæder os til snart at se "Jogge" i kamp. Derudover mangler Jonas Kyrstein, Ertan og Adem Özyigit samt Michael Knudsen også stadig at få kamp-minutter i benene.
Den unge prøvespiller Mikkel Martinsen Dahlmann der gjorde et fint indhop i lørdagens kamp deltager også i tirsdagens test. En ung gut med en god størrelse og fysik, som vi håber at kunne gøre brug af fremadrettet i VBI.
Der venter trænerteamet Hvass & Guldhammer en spændende opgave når de skal finde frem til den endelige 1.holdstrup og derefter finde frem til de 14 der skal i krig for VBI i den første turneringskamp. I den kamp kommer Bramming Boldklub på besøg onsdag den 10. august kl 19.00 på Skovparken.
Så en spændende uge for såvel klub, spillere og trænere.
Men først gælder det altså testkampen i morgen kl. 19.00 imod EGEN UI på Atletik Stadion.