Menu

ET BLANDET EFTERÅR ENDTE GODT

image "Happy End" for VBI
Sportschef
21. november 2016 kl. 12:44
Ikke alle forventning blev indfriet.

Med regn og rusk over Vojens Fritidscenter er det blevet tid til at kigge tilbage på efterårets sæson i seniorafdelingen. Et efterår der har budt på mange udfordringer, men også på en positiv udvikling på mange parametre.

For klubben 1. hold startede efteråret med tilgang af rigtig mange nye spændende spillere der hver for sig kom til VBI med stor kvalitet og erfaring fra højere niveau. En gruppe af stærke spillere og i særdeleshed en gruppe af gode personligheder. Dette sammenholdt med kvaliteten på de eksisterende spillere samt klubbens unge spillere gjorde at mange, inklusiv klubben selv, satte forventninger højt til efterårets præstationer. Målsætning var ganske klar; Top 3 og der skulle spilles med om oprykning til JS.

Kvaliteten til dette var bestemt til stede, men som kampene kom så blev det synligt for alle at tidsplanen i forhold til at spille et nyt hold sammen ville tage længere end forventet. Resultaterne udeblev og faktisk lå holdet håbløst sidst med kun ét sølle point efter 8 af 14 kampe. Krise, opløsning og trænerfyring!! Mange ting blev der råbt og skreget om af mange udenfor VBI. Internt var stemningen dog en helt anden for der var stadig tro på egne evner.... Spillerne fik lov at kigge hinanden i øjnene og en klar strategi for de sidste 6 kampe blev lagt. Målet var en slutspurt på mindst 15 point, hvilket blev vurderet som nok til at redde S1-status! Drengene sloges og fightede det bedste de havde lært og leverede med sejren over Egen UI i sidste spillerunde point nr. 15,16 og 17 og undgik dermed nedrykning. Så en lykkelig afslutning blev det dog til for klubbens 1.hold.

S3-holdet fik noget nær samme start på efteråret som S1-holdet. Her lykkedes det dog at finde sejrene lidt før og holdet kunne efter sidste spillerunde tage 3. pladsen i holdets første sæson i S3. Ganske fint klaret af et mandskab der faktisk ikke rigtig trænede, men som sæsonen igennem fik rigtig fin hjælp fra mange af klubbens unge U19 drenge. Et godt mix der absolut skal arbejdes videre med.

U19 drengene leverede ligeledes nogen svingende resultater. På de gode dage hvor holdet ramte top-niveauet var drengene ganske fortræffelige, mens de på de dårlige dage nærmest var ukendelige. Men holdet havde kvalitet nok til at vinde deres kval-række og efterfølgende slutte som nr. 3 i Drenge1 rækken. Faktisk spillede holdet i sidste spillerunde om 1. pladsen i puljen, hvilket krævede en 2-måls sejr imod FC Sydvest. Dette lykkedes desværre ikke for drengene. Uanset dette så har klubben noteret sig at de ungen knægte har stor kvalitet og er klar til at tage det næste skridt i deres udvikling. Klubben har dette efterår gjort meget for at fastholde drengene og sørge for hver enkelt spiller har følt at mand blev prioriteret. En klar og sikker strategi i VBI, da vi absolut gerne ser vores egne unge spillere ende på klubbens 1. hold.

U21-holdet blev netop lavet for at tilgodese de unge spillere og lade dem prøve kræfter imod absolut kompetente og stærke modstandere. Holdet kom i U21-A og skulle bide skeer med Kolding IF, Lystrup IF og Vejle Boldklub. Skræmmende modstandere, men i VBI ligger vi os ikke bare ned. Dette blev på bedste måde synliggjort af U21-holdet der hentede en uafgjort imod Vejle Boldklub og en sejr i Århus. Holdet skulle i sidste kamp imod Kolding IF spille om avancement til DM-finalerne. KIF viste sig dog som det bedste hold og snuppede sejren i puljen foran VBI. U21-kampene har virkelig været nogle af højdepunkterne i dette efterår og har vist at vores unge spillere vokser med opgaverne og leverer en helhjertet indsats, specielt når de bliver guidet af de lidt mere rutinerede spillere.

Så efteråret er bestået ikke mindst set ud fra at spillerne virkelig er rykket sammen og har lært hinanden at kende både på godt og ondt. Sammenholdet har dog vist sig rigtig stærkt og der er henover efteråret sket en klart større sammensmeltning af S1, S3 og U19. Dette vil vi uden tvivl arbejde videre på og fortsætte de gode takter som året sluttede med.

På trænersiden forsøgte VBI sig med et nyt setup. To cheftrænere skulle stå i spidsen for seniortrænertemet, hvilket var et ønske fra begge trænere. Det skulle dog vise sig at være sværere at praktisere end de to trænere og klubben lige havde forestillet sig. Begge trænere har dog stillet sig selv i baggrunden og udelukkende haft fokus på at redde 1.holdet i S1, hvilket de begge skal have tak for. Det er dog ganske sikkert at der til foråret kommer en anden rollefordeling omkring klubben seniortrænerteam og der vil fremadrettet kun være én cheftræner for VBI´s seniorafdeling.

Der skal ikke herske nogen tvivl om at der har været et tungt efterår der virkelig har krævet mange ekstra timer og ressourcer, men efter en kort fodboldpause er vi klart af den overbevisning at VBI kommer til at stå stærkt i det kommende forår. Der er lavet et godt benarbejde og vi er alle klar til en spændene opstart i 2017.

Tak for indsatsen til alle spillere, trænere, ledere og ikke mindst alle dem der trofast har bakket op om holdene i dette efterår uanset om det har været på udebanerne eller hjemme på Skovparken.

På gensyn i 2017....

 

Luk