Menu

MARKANTE FORSTÆRKNINGER TIL VBI

Sportschef
28. juni 2016 kl. 15:43
To spillere med stor kvalitet

 

TO MARKANTE FORSTÆRKNINGER TIL VBI.

Træner-duoen for VBI´s 1. hold, Kim Hvass & Nicolai Guldhammer Zaulich, kan med glæde berette om to yderst spændende tilgange til VBI. 

 

Vojens BI siger velkommen til Jacob Petersen.

Vi er rigtig glade for at kunne præsentere Jacob Petersen som ny spiller i Vojens BI. Jacob har udtrykt stor interesse for vores projekt og vil rigtig gerne være en del af dette de næste mange sæsoner. 

Hans meriter taler for sig selv, Jacob er garanti for mål. I foråret var han en vigtig brik i FC Sydvest og bidrog med bl.a. 6 mål i deres oprykning til 2. division. Inden han blev hentet dertil, spillede han i Christiansfeld IF, hvor han lavede hele 43 mål i 26 kampe. I VBI bliver Jacob genforenet med VBI´s træner Nicolai Guldhammer Zaulich, der glæder sig rigtig meget til igen at arbejde sammen med Jacob.

Personligt ser jeg Jacob som en markant forstærkning. Jeg har fulgt ham de sidste par år. Først som modstander og siden i hans tid i FC Sydvest. Jeg ser frem til at han bliver en målmaskine, de næste mange sæsoner i Vojens BI, udtaler VBI-træneren.

Jacob er en lynhurtig angriber. Han er 100% seriøs! En rigtig vindertype og en spiller der passer rigtig godt ind i Vojens BI og truppen, udtaler VBI træner Kim Hvass.

Udover at skulle spille fodbold i Vojens BI, så er Jacob blevet ansat som lærer på Vojens Gymnastik- og Idrætsefterskole. Han flytter snart til Vojens, da han sammen med sin kæreste, har han fundet lejlighed i byen.

Velkommen til byen og til Vojens BI.

 

 

Vojens BI siger velkommen til Kåre Jensen.

Kåre har fået sin fodboldopdragelse i Haderslev FK/SønderjyskE og spillet flere kampe på diverse ungdomslandshold. I 2015 blev han en del af SønderjyskE’s superligatrup. Grundet manglende spilletid og en prioritering af sin skolegang, skiftede han i januar 2016 til Kolding IF hvor han har været med til at redde KIF´s eksistens i 2.div her i foråret.

Kåre er lige blevet student og har fået en elevplads hos Peugeot i Haderslev. Kombinationen af hans nye elevplads og køreturen til Kolding samt de lange afstande til udekampene, gør at Kåre ikke ville kunne passe sin træning i Kolding IF. Bl.a. derfor har han valgt at han rigtig gerne vil være en del af vores projekt i Vojens BI, da han stadig gerne vil spille fodbold på højst mulige niveau.

Kåre giver sig altid 100% til træning og kamp. Han har en rigtig god fodboldforståelse. Så er han teknisk på et meget højt niveau. Han har en speed som er svær at stoppe for et hvert forsvar og så er han en rigtig skarp afslutter, beretter VBI´s trænerduo Hvass & Zaulich.

Vi glæder os utrolig meget til at se Kåre folde sig ud i Vojens BI trøjen. Velkommen til klubben!

 
Følg med på vbi.dk hvor der inden længe vil komme flere nyheder.
 
Luk