OPRYKNINGEN LYKKEDES
En ganske frisk lørdag medio januar blev foråret skudt igang i VBI´s seniorafdeling. En på mange måder spændende dag hvor der naturligvis var gamle som nye spillere, men også en ny cheftræner at forholde sig til. Den nye cheftræner i seniorafdelingen, Kim Hvass, viste sig straks at være en mand med ambitioner, store forventninger og ikke mindst en person der "lever" for fodbolden. Løbeprogrammer, testprogrammer og en klar forventning om at samtlige spillere ville yde ALT for klubben var bare nogle af de ting spillerne blev præsenteret for denne lørdag.
Det skulle ganske hurtigt vise sig at den nye cheftræner, med klubbens opbakning i ryggen, fik stillet krav til spillerne om maksimal indsats for hinanden. Ligeledes var målet klart for Kim Hvass - Oprykning til JS ellers ville sæsonen ikke være godkendt. Der er gennem hele foråret blevet "hakket kanter" af hinanden, løst små og store problemstillinger og der er leveret et kæmpe stykke arbejde af såvel træner/ledere som spillerne. Alle har løftet i flok og på trods af modgang, i forhold til skader, har teamet stået sammen og løst de udfordringer der har været.
Derfor kan vi nu ved afslutningen af foråret kalde VBI for Jyllandsserieklub. Oprykningen fra en yderst intens, dramatisk og meget stærk S1 pulje lykkedes og alle i og omkring VBI kan være stolte af dette.
Der skal fra klubbens side lyde et kæmpe tillykke til seniorafdelingen med oprykningen. Ligeledes er det på sin plads at takke de mange hjælpere og tilskuere der har støttet holdet hjemme på Skovparken. I er alle med til at gøre vores hjemmebane til noget særligt og dette er vi rigtig glade for.
Nu venter der en efterårssæson hvor der kræves endnu mere af trænerteamet og spillerne. Længere ture, hårdere kampe og nok også mere intense træninger. Men en ting er sikker alle i og omkring VBI vil bakke op om holdet og gøre alt for at efteråret vil blive en succes.
TILLYKKE TIL S1-HOLDET MED OPRYKNINGEN TIL JS.