S1: KIM HVASS & VBI SKILLES
Cheftræner Kim Hvass og VBI skilles med udgangen af november måned.
Der er såmænd intet usædvanligt eller dramatisk ved dette, for som altid når en sæson er omme, så taler klubben og trænerne sammen om fremtiden. Dette har VBI naturligvis også gjort med Kim Hvass og enden af disse samtaler er blevet at parterne skilles i fred og fordragelighed. Betingelserne for et fortsat samarbejde har vi ikke kunne finde og derfor har vi besluttet at vi stopper samarbejdet for denne gang.
VBI takker Kim Hvass for et enormt stort stykke arbejde, hvor Kim ikke kun har bidraget med "træneren" Kim Hvass men også med "personen" Kim Hvass. Der er lagt mange timer i Vojens Fritidscenter fra Kim´s side og altid er det sket med et kæmpe engagement og med en helhjertet indstilling. Derfor ønsker VBI også kun at medgive Kim Hvass de allerbedste anbefalinger og vi er overbeviste om at der venter en ny og spændende klub på Kim, hvor han kan få mulighed for at udnytte sine store kvalifikationer og udleve sine ambitioner på et højt niveau.
Så Kim - Tak for indsatsen og alt godt fremover....... Og lad os sige på gensyn og ikke farvel!
På vegne af VBI´s bestyrelse
Michael Benkjer - Sportschef / Seniorformand