S1 & S3 DRAGER PÅ TRÆNINGSLEJR
TRÆNINGSLEJR 2017 FOR S1 & S3.
Traditionen tro er der i opstarten hos seniorherrer indlagt en træningslejr, hvor trænerne for mulighed for at arbejde mere intens med spillerne via to daglige træningspas m.m. Ligeledes er en træningslejr optimal for det sociale og spillerne lærer hinanden at kende på en mere intens måde end via de ugentlige træninger hjemme i klubben.
I år går træningslejren til Weissenhäuser Strand nær Oldenburg i Tyskland. En optimal destination da der både er kunstbane, motionscenter, badeland og wellness område og rigtig gode værelsesforhold. Derudover har OLKA Sportsrejser været skarpe med lommeregneren og har lavet en pris som gør det muligt at få så mange deltagere med som muligt. Netop den del har været rigtig vigtig for træner/lederne da vi gerne vil opretholde og gerne udvikle det gode fællesskab og den gode harmoni der er i seniorafdelingen. I VBI er der et rigtig godt træningsmiljø med mange til træningerne og stor kvalitet i det der bliver leveret. En træningstur som den der venter kan være det der er med til at skabe den sidste vilje til at arbejde for hinanden og stå sammen når det virkelig gælder.
At spillerne, trænerne og lederne vil hinanden i VBI beviser tilslutningen meget godt. Hele 36 personer sætter torsdag retning imod Weissenhäuser Strand og vender hjem søndag eftermiddag med trætte ben, men også med tasken fyldt op med fodbold, gode oplevelser og mange sjove episoder. Disse vil med garanti blive gengivet igen og igen i omklædningsrummet efter hver en træning i hele sæsonen.
Hvis det er muligt vil vi forsøge at sende lidt nyt hjem hver dag, således de derhjemme kan følge med i de strabadser spillerne skal igennem på træningslejren.
VBI ønsker spillerne, trænerne og lederne en rigtig god træningslejr.