Menu

VBI Serie3: God og intensiv fight gav desværre ingen point

image
Thomas Nielsen
13. juni 2020 kl. 12:42

De unge løver fra VBI's seniorhold bød fredag aften Aabenraa op til dans, og de fremmødte tilskuere på Skovparken blev vidner til en underholdende kamp, hvor overtaget bølgede frem og tilbage. Desværre havde Vojens drengene ikke held med deres afslutninger, og efter en indstuderet dødbolds-situation kunne de rutineret hold fra Aabenraa gå til pause med en føring på 1-0.

Pause resultatet betød, at VBI efter pausen måtte længere frem på banen, og drengene havde i flere perioder overtaget, men trods flere gode forsøg lykkedes det desværre ikke at omsætte overtaget til scorringer. Tættest på var nok Mads Langmack med et flot venstrebensspark på sammenføjningen og anfører Michael Birkholms skud på stolpen.

Det offensive pres gav dog også Aabenraa muligheden for at slå kontra, og selvom VBI-målmand Dennis Niemann diskede op med flere store redninger, kunne han i sidste ende ikke forhindre Aabenraa i at lukke kampen med yderligere 2 scoringer.

Slutresultat: Vojens BI - Aabenraa DK: 0-3

Til trods for nederlaget var der god stemning i omklædningsrummet, hvor VBI-spillerne kunne klappe sig selv på skuldrene over at have været part i en særdeles god fodboldkamp, hvor alle gav deres bedste.

Stor tak til de fremmødte tilskuere og ikke mindst til VBI's bestyrelse der brugte eftermiddagen på at gøre Skovparken lækker til Sommer Cup'ens første kamp   

 

Efter kampen har redaktionen fanget formanden for VBI Morten Benkjer, Anfører Michael Birkholm og tilskuer til kampen Mads Lorenzen og fået følgende kommentarer:

 

Formand for VBI, Morten Benkjer sagde:

"Efter en lang corona pause var der endelig seniorfodbold på  Skovparken.

Selvom der var stille på fodboldbanerne, så har der været aktivitet fra Buller og Markus for at samle og motivere et seniorhold.

Seniorfodbolden er vigtig for en klub som VBI, så det er glædeligt at missionen er lykkes.

Kampen mod Aabenraa var en god prøve for holdet og jeg var imponeret over spillet men så sandelig også over sammenholdet og viljen. Alle havde en positiv attitude og med den tror jeg vi når langt."

 

Anfører, Michael Birkholm sagde:

"Vi mødte en god modstander og fik ikke det resultat vi havde håbet på, men det var fantastisk at være tilbage på banen som hold. Vi ved hvad vi skal arbejde med og ser frem til næste kamp."

 

Tilskuer, Mads Lorenzen sagde:

"Som tilskuer synes jeg det var fedt at se et Vojens hold med en masse Vojens drenge, som kæmpede godt for hinanden, og som viste de godt kan spille godt fodbold. Selvom man flere gange godt kunne se at forboldbenene var lidt rustne på begge hold."

Luk